Langsomt fællede jeg en tåre

Til Anna

 

 af Mikkel Grøn

   

Som dagens lys

Hjertet er en tromme

sagte hvisker vi imellem

tre hvide træer iris åbne sagn

om det græs der kunne

have været

i stedet er der kun hvidt

papir

som støjer for hver

side der vendes her er

kun bogsaver og blæst

Fjernt er nært

Du skubber mig langsomt

længere og længere væk

der må findes en erindring

om dit blæk

jeg ser dit blik under månen

med et er vi væk

Du nærmer dig mig hurtigt

i en elegant pirrerende

pipette

en cirkel af vintergækker

der dækker vores horisontale

syrrede synede dæk

Der flyver en nattergal

Sort er det nye sort

der er endnu et mørke

imellem

det tomrum

vi kalder os vingeskud

sagte tog du nålen

kyssede verden farvel

for at fixe

himmelens sidste symboler

 

Jeg drømmer aldrig igen

Jeg ville ikke kaste

håbet bort men

imellem de ukrudt marker

af kolde hjerter

der spirer under

din plads nede i fembulvinteren

jeg kommer til dig på

kirkegården

for at lægge det tæppe

vi sov under

hør var det alt den hør

der gjorde dig svimmel nok

til den syvende himmel

dig kender jeg nu kun

som tårer

Langsomme tårer

Derude er der

en luftspejling

en sjælden orkidemark

som altid vil

op blomstre op igen

vi er frø der blomstrer

op igen

selv den mest trænede soldat

op igen

for ingen klikker ladegreb

på en opium mark

vores park visner med værdighed

husk lommevalmue

At råbe for døve

Dagens sidste ekko

er den hvide støj

som du ser er her

bogstaver

igen

men det siger vi ikke til nogen

det ridser vi i stenene

der koldt sidder

imellem vener og arterier

hvor ingen blod pumpe mere

vil kaldes hjerte

Præsten har ansøgnings beviset

Der må vel være en dør

med en nøgle et sted

hvor ingen følger med

der må vel være evighed

men foreløbigt er vi blot

endnu en geneartion

der fik lov til at råbe

lev lev lev

præsten går ikke på

talerstolen for at sige farvel

i morgen er der atter en whisky

Vådt tæppe

Dagene bliver et tæppe af sand

der findes flere stjerner

end sandkorn

på den strand

der er blevet til conjak glas

imellem

dine ru arrede fingre

af at forny verden på

tastaturet

der lyder som skålende glas

der er sand under musen

Gårsdagens krøllede papir

Søndags appelsinen

stiger som trøst

Der går en murbrækker

over himmelen

med noget

af en skyskraber

han sår imellem

brostene

som de stråler der

flyver om kap

omkamp lyder der

for hvert et nyt tagstillas

der er en smuk aroma over

det dagligdag

Selv sorgløs søvn

På en tilfældig

kugle

i et tilfældigt univers

har nogen

revet min

måne måne måne

i tusind stykker

 Når natten kommer

Når nu engang kortene er vent

kuløren er meldt sorte hjerter

hvorfor så ikke tælle kortene

og melde bogstaverens

fuldt hus med sorte spar i trumf

som printede bogstaver

på håbets hvide tarsndformerede

spil uden regler

Jeg har været grønnere

Tamburinen er parkeret

imellem hænderne på en engel

Ingen kender melodien

sangene er sunget

og rytmen og poesien

står allerede bladt

blusens blå nardus i nat nu

Hvad ever vi så

Den milelange distance

der er imellem kærligheden

der engang var glemt

og det irgrønne håb

der sigter sandhedems

måbende forbavselse

når en kvinde kommer igen

med et kys

der smager af erindringernes

marton

Ny klar

Muse poet jeg så dig

vandre igennem Århus

båret af tusind smil

jeg kyssede dine skridt

med hviskede læber

en urtidsokses

indianer ug

som det hug imellem benene

der bruste som en tidevands bølge

din venindes smil

smager stadigt af dine lotuslæber

Brev duer

Alle disse digte

var deres egen sandhed

alligevel

min næse er kort

men

det jeg siger nu er løgn

slle disse digte

var en ansøgning

en tillidserklæring

til din kærligheds

ruse

Følelse service eftersyn

Du sidder og lytter

med en telefon i hånden

der spjætter som en fisk

du er våd som et hav blik

hav

og jeg har en majskolbe

der er tørkeramt

i nat kan blive en våd aften

jeg mangler vist nok

en fiskeruse

Hollybar

Oh min gud

var blot alle disse digte

bønner

serverer du så stadigt

ekkoplastrene

til sammenkogt ret

med oblater

til vores fælles latter

pælesidding

Som du sidder der

med min nye bog

bliver vores nærhed

en forundret

stilhed

inden du kysser mig

og spør hvorfor

der ikke bare står

Jeg elsker dig

som om de 11 bogstaver

var alfabet nok

så gælder det sjælen

Du giver mig

hånden under bordet

vi cirkler fingrene

som om vores håndtryk

 var hemmelige

disse fingre er vores blæk

bækken derimod står stadigt

som et gammelt

forsalsket landskabs maleri

hvor blæk endnu ikke er tør

Trøfler er altså sjokolade

Vi stirrer os fulde

i hinandens

brune kastanjer

træet er en bog nu

og du er så meget dig

som nu en efterårs elsker

kan være elsket

og så kalder du mig ræv

at være eller ikke være

skibe af guldmåner

Der ligger vi så nu

filtret ind i hinanden

som elskende under månen

stjernerne henter

vores hjerters rytme

som et kærlighed

strejf over himmelens fakkel

 Holdningerne er honning

På tallerken ligge en ost

med Skagen lynghonning

jeg tigger om endnu

en dags brød på tallerken

mens du læser min bog

sværmer humlebierne

i dette stille reservats melankoli

giv mig emmentaler

du er min gud

du siger angora og letmælk

vifte

Husk dine læber kniber

skriv mig selv dine drømme

du er unik

Ingen grund til at vente her

tavsheden er også en ven