Oceanets spejl En kubistisk digtsamling skrevet af Mikkel Grøn Om helhederne i observationer. Det er indersiden af den indre viden som vi benytter. Når vi udtrykker tanker og følelser i brudstykker. Hvert et digt er en tillidserklæring til verden. Der er til for at beskrives medd den poesi der spirrer i blandt vores urbane symboler.

 

Af Mikkel Grøn

1 Indersiden

I den forårskåde grønne regn

vinker vindmøllerne om kap

Hvisker skyerne itu

mens et ophold i lotussen

i stenede poser af poesi

drikker et helt værtshus tomt

Vifter med håndtegn om kap

nogens nedtur

Tidligt starter bassen;

Den giraftunge rytme begynder

igen at erobre scenerne

Indgang til en nulløsning

Funky som et smil uden mening

Hurtigt ruller skateboardene

Dufter til asfaltens hudløshed

igennem sod smock og billard

Whisky til bunden igennem

systemet, der er til falds for

en fane, der stryger til tops

For at vende tilbage

til tomhedens solocirkel

2 Erotiske fløjter

En majskolbe stiger i mælken

imellem lyserøde fyldige læber

På centrum af sjasket rytme

Roligt galoperende igennem rusen

Stolene bliver våde under

forelæsningen i universiteterne

Poesien er erindret som et kys

mens bananerne grådigt bliver slugt

3 Opskrift på rus

Jeg vasker min hjerne med citron

Gnider mine skuldre i solhverv

vindrueplantager, ribsmarker

vodka til at sløre smagen endnu

Bringer hvede fra middelhavets kyster

Bladet med salt på din hudløse grotte

Dine kys er en saltstorm til et smil

Mens sneen bare kysser dit opsatte hår

imens jeg sluger dine regnskovssafter

Vi kysser himmelen goddag

Godnat kysser vi solen sort

kysser vi månen endnu engang?

Imens du griber mine fingre

fra det inderste dybes æggestokke

Nøgen kom vi til hinanden

Nøgne bliver vi aldrig igen, igen, igen

4 Tidsmaskine

Den tid der ikke forsvinder

er opholdet imellem pauser

Imellem de seneste solstrejf

med noget tungt i bukserne

Rullende imellem sekundstrejf

Imellem rygepauserne

stiger sjælen ud med en bøvs

På oaser imellem hverdagens larm

og stivner som glemte timer

som solhverv og vinterblade

Vores frostklare hjerneceller

fokuserer på et blindt sort punkt

imellem erindring og nutid

Standser op i timernes dressurridning

løfter dag, uge og måneder

ind i et ophold imellem to linier

Sæt dine ophold på jagt

Alting står som et cirkus

som et evigt sekund i opbruds ophold

5 Cirkulær gåsegang

Vi finder cirklernes cikader

Vi kender hinandens facader

med et ophold inde i munden

Sætter du aftryk på min lance

som afstanden imellem læberne

Til tiden finder vores hænder

Vores læber forlader smagen

af elskovssved og søvnhvide

Spinder silke imellem vores ekko

Funderet som det betonhjerte

du har knust med en enkelt berøring

Som et cykelstyrt uden at lande

6 Poeter er maskiner

Vi er de, der trykker vores digte

Klitrosens sejrsgang i forliste nætter

og kalder på en ny tid, der indhenter os

Dine hvide stakke papirer

er et tempel i din printers trykning

Elefantsporene på tapetet er bare rus

En erklæret skridtmanøvres tæppe

Admiralsværmeren i edderkoppenettet

skal befries med en simpel prøve

med et sug fra dine orkesterlæber

Vi er uovervindelig kærlighedens spind

Cassiopeias svævende stjerner stirrer

på os og kaster guldlys efter os igennem

mørket, vi aldrig vil kalde vores

7 Reciprokt

Verden er ufattelig underfundig

Tegn på en mark af papir

At studere det virkelige er

at opfinde det uvirkelige

Eller bare det omvendte

8 Så vidt vi ved er himmelen blå

Verden er omkranset af kongeblå

Vi bevæger os igennem

erindringspejle og hukommelse

Gardinerne blafrer

over en sjæl klædt i pink

Vi er Indelukket i virkelighed

fastspændt på vingerne af solsorte

svæver vi i sindet som en fæstning

og begriber uvirkeligheden

Sekunderne kaster sjælen af os

De forbundne kar mellem viden

og det, vi kalder vores hjerneaske

Vi bliver revet ned til ruiner

Derpå vil kun skriften stå tilbage

og til sidst vil digtene stå alene

Tilbage til biblioteket og tilbede

de faldne skoves blomster

Og læse sig tilbage i poesien

sorte bogstaver på gulnet papir

9 Erklæret opdaget

Jeg iklæder mig digterpjalter og alkoholduft

gennem byens lysstofrørs farveskygger

Jeg længes efter træernes knagen og rusen

hver gang jeg læser en bys boghvede

Jeg bevæger mig ind under fanernes blafren

med mine ufremkaldte digtes sorte sved

Jeg bliver tavs, når jeg vandrer i dine gader

venter på tilfældigt at møde dig i et klarsyn

Hængerøvsbukserne sagtner min gang

Frostklart fæstner kulden sig om min røg

Fra et flækket blålys af standart tobak

Igen med min krop som blind passager

10 I hinandens køn

Med kolde fingre i gummihandsker

stirrer vi månen en smule større

og beklæder os stjernerne som

funklende spejlinger i dine øjne

på taget af et besat hus i København

I gaderne cirkler folkevogne af sted

med stenede udmattede chauffører

der kalder lejligheder deres destinationer

Vores mål er et helt anderledes stedsfjernt

Snart vil vi hvile vores lemmer i ukrudtet

Jeg vender mig hele tiden bort fra kønnet

og fokuserer på dine brostensbryster

Og så cirkler min tunge om din grotte

som forsagte musvåger efter en rede

At stivne søvnens elskov ind i en drøm

Byen er vores vindspejle og ekkoer

til vores vaklende skridt i mod rusen

Langt væk herfra er de i gang med

at så en ny regnskov af tobak og olie

For mig gør den tanke dit køn til urskov

11 Dybt godnat

Hvis nu livet bliver for hårdt

Igennem buskadser af okkerfloder

Af sved, sort sod solsikkemarker

Afgrunden står alt for nær

Nomader igennem biblioteker

Skinner hjulgang og gammelhed

Regnen er en tavs knirken

Vi er uden erindringsgrøn

Der er opbrud imellem os

Ordrusen er en sten der

slår smut i blomsterhav

Imellem stilhedens opbrudte marv

12 Rusen gennem stormen

Et uendeligt øjeblik

i forvejen nu genkendt som vin

Metalstorm i Århus’ natstorm

Opklaret som en ny flygtighed

Udstødningen spytter blyfrit røg

Larm stiger imellem ørernes flipper

Vores forstadsunikke by

erklærer hver dag for festernes tid

i krams bløde bryster mod kasser

I natmaskinens frihjul og damp

finder vi drømmenes jordbærsmag

intet er virkeligt som hallucinationer

Oplyst i hjernens tempelsales

mere Lysmørke end vi kan

følge med i hukommelsen

Min rus parkerer sig i stormen

følger med mig som blind passager

Bagved mit smil er der altid et kys

Sammen er vi riddere i stormen

13 Identisk øjeblik

Løft mine kærlighedsdigte

Iklæd dig dine klarsyn

Slik dine læber og

mærk nederst på siden

i min poesis vifter

Vend siden og føl vinden

14 Går i stå

Natten stivner i skridtet

Fremtiden vender sit blinde øje

til sumpen i rismarkerne

Ophold imellem to inhalationer

stilner mørkets pejlemærke

Vi kysser hinandens sind

som et budskab til cellernes

delinger af oprustet kærlighed

der gør livet til en fæstning

Vi er kreative i vores nærvejr

der samles til en oppustet stjerne

Dér cirkler jorden i stagnation

så vi kan vandre omkring den

I modsat retning af rotationen

Vores smil bliver et kys

i tidens fuldstændige tavshed

Med tiden

bliver der regnbuer

der svæver om kap med

dine fuldendte digte

15 optur retur

Tidens glaskuppel

Sit vågnende stof igennem mig

og vasker dine læber

med kys cirklende i munden

I melankolske dufte af svampe

noget er gået forbi

Hviskende om mælkevejens

Funklende hvide malkeko

Mit jern er hårdt som artiskokker

ferskt og slugt til bunden

Tiden skrumper

Med et strejf af en orkan

Vi ejer intet

Og ejendomsretten

At ingenting er os nok

Melodiske melankolier synger

sjaskende som tungen i fissen

Dine lotuslæber er saltvands

16 håbets dråber

Melankolien har tunge skuldre

Orange balloner ridser tunneller

og smører sig ind i brun hud

med solstrejf fra ragende øjne

Tiden greb hans hjerte

17 gråsprængt

Kompasset er en løgner

viser vej uden fejlsøgninger

Orkanen sluger asbest og oregano

Sender kysten på retur gennem

mørkets korridorer

Under en solsort sidder regnormen

og griner af sorg og sort sol

De rustne katedraler sejler over himmelen

igennem håbets hvide hospitaler

Stormen er nærværende som blæst

som et svar fra organismens totempæle

Sorte admiralsværmer glemmer

at deres vinger ikke er en engels

Vi forbigår hinandens kystvagter

tømmer havet for bølger

At noderne er videns becifringer

ved kun delfinerne

ville gribe ind

At oceanerne skal rives ned

at et strejf af havgus er fiskenes

ville være en verdensflygtnings

Efter månen er der regndråber

18 ingen kender begyndelsen

I starten var der intet og ingenting

og poesien kom før verden

Fastklemt imellem skabelsen og

erindringen dens sagte uudtalelse

Og digtene blev ufremkommelige

erindringspejlinger som jazzpigernes

skaldede isser ingen tør hviske ud

Og stenbiderne fik det galt i halsen

ud for en ukendt destination

hvor redningsveste er kondomer

spændt ud over de organiske

majskolber, der spirer pumpende

og graver sæden op med munden

Og for ikke at nævne erkendelsen

Orkestre af marmeladekrukker, muld

og talernes salatfade af mumlen

i hegnet

Inden under fiskernes garn bor krabberne

der æder poeternes ord med æselører

I begyndelsen var der sort og gråt

Mørkt intet

og forglemt som et kys

der stempler ind til fantasiens orkan

Men det tør ingen tale om

Her

19 Sorte tæpper

Hieroglyfferne er sorte kragetær

gennem din krops inderste g punkter

Mens vinteren elsker dit køn

udklækker en orgasmes rus

Oppustet som en påfugls fjer

sætter jeg din fisse i hatten

 

 

20 under overlæggeren

Oven over mig er masserne

igennem funklende smaragder

Nattens juveler er tankernes

spejle i drømmenes fantasi

Som gennembrud

i en stor orkestergrav

Tunge svampehaver

bruser som ekkoer i drivhusene

Duerne sværmer i flok

Når de er mange nok

Bjergene derimod stiger til himmels

helt uden tillidserklæringer fra Gud

 

21 øjeblik et øjenlåg

Blikdåserne ruller over asfalten

hvor et ubesværet spark kommer fra

Ved kun dåse rurernes modstandere

der ruller over asfaltens hudafskrabninger

Erkender et nederlag med hændene

Placeret for øjnene, så ingen kan se ham

Middelmådigt er måltidets tavshed

Tale er sølv og poesi er guld

Der er ingen, der forlader sproget

som et opråb fra en skyggedanser

En flyver maveplasker i middelhavet

i ekkoer fra sværdfiskenes tanker

Piloterne er to nøgne dværge, der sanser

Der forvirres som erindringspejlinger

og våger over vågne drømme

Om en rejse til verdens ukrudtshaver

Bag jordens pupil sejler månen blindt

22 sekundernes tikken

Der er intet navn for februar

med melankoliens vemod

Skråstreger jeg hver vinterdag

af udspændte grænsers bedrag

hænger i bremsen som en traktor

foran en forladt kyndelmisse

Et flakkende papirsfly er åbenbart

hvad poeten har at tilbyde åbenbaringerne

Vinterveje vinterblade vilterheden

gør dine læber røde

23 farveforvirring

Sort er månens korridor

Forsvindingskuglen

Mine blåtanker aldrig kunne slippe

væk fra og herfra

ingen overgivelse og sagtmodigheden

i en tåget kaffekandes brune røg

Mine tavse skridt i gule stempler

Dampende som erklærede minder

om en tid hvor lilla var en pause

i morgendagens klare genskind

Jeg erindrer kun en fjern hilsen

fra solens røde nattehytte

om natten og alting gik i sort

Næsten guld, smaragd og jade

af deres egne vurderinger

Hvorfra kom alt?

Fra palettens farvelader

i regnbuernes portes kys

Øjeblikket falmer og blegner

Inhalationerne er fatamorganaer

af farvespektrets puste-pauser

Erklæringsophør daler

som dine kys på mine øjenlåg

Bag ellipserne en orange ørken

Alt kom hvorfra ?

24 intet at erindre

Erkendelser uden fornuften fordufter

får vores væv til at vikle os ind

i opadstigende erkendelses broer

imellem fantasi og virkelighed

Til tiden segner rusens oppustning

fra melankoli hattenes letten

Det siger sig selv at fuglene

må stemple pas indtil endnu en vinter

25 det siger sig selv

Spiste sandkorn af tidens fylde

får urene til at smelte paneret

Tidløs vikarierende stormvind

som et ekko af ørknens glas

Sløringer af sekundets oprør

Netmaskerne er smidt til låns

og sandheden er et timeglas

der vendes hvert halve sekund

for at glemme tidens fylde

26 hvor solen den danser

Krystalsneen rammer min pande indefra

hvor mine blinde skibe driver i havsnød

under mine hjernestormes tiggergang

For hvis drivtømmeret ikke har sejl er

mine hjerneceller i blæsten snart fortabte

Resten af min hukommelse er en kirke

i rastløs forklædning som min frisure

Der er ingenting, der bliver forladt nu

Forbliver det samme som det samme

En bog kan ikke tænke eller føle noget

Det kan et menneske der indimellem

Cirkler imellem bogstavernes stempel

Holdt tilbage af Guds to øjne: solen og månen

27 godt set

Tydeligt kan man høre blæsten

med en rille i træernes kroner

Kastanjerne lyser som stjerner

i nattens stammer af jazzsoloer

Hænger som et blikstille blad

der genkendes som en nardus

Et cirkulerende gensyn fra træer

der suger lotussens safter

Skjult

Og er gjort usynlig som en skov

28 erindringens spejl

Det regner i mit hjertes kamre

Med pulserende sved fra dine

huskede kys i nattens ocean

Som en due svæv igennem nu

Genkendt vibrerende puls

fra mit indre svæver kys

Som den første kærlighed

Som en bog kun er et spejl af